tekst 3: Da vi ankommer nov 08

Da vi ankommer ligger villaen badet i lavtliggende aftenlys. Hold da kæft. Hold da helt op. Po-sletten kan altså noget. Det siger vi til hinanden. Kvinderne begynder at lave mad i det store køkken, og vi herrer skifter til rene hvide skjorter. Og vi sætter os på gruspladsen ude foran. Man kan godt mærke at lydene er tilpas, gryderne, kvindernes pludren, trafikken langt ude bag poplerne, lyden af brus når der bliver skænket op fra plasticflaskerne. Thomas og Jaques kommer tilbage ovre fra udhusene og spænder et tennisnet ud, vi skal spille lidt tennis. Helt afslappet men alligevel så vi får rystet køreturen af os. Ketcherne har haft det fint.

Vi skiftes. Det er når vi rejser os og bevæger os ud til startpositionen på banen, at vi instinktivt ser hinanden an. De hvide skjorter med opsmøgede ærmer står godt til det næsten rødlige grus. Nogen gange blinker det i et armbåndsur. Jeg er klar over, at det her er en af de gyldne stunder, mens jeg går op på værelset for at hente kameraet.

Senere på aftenen er det indlysende at den gode mad og vinen, helt river tæppet væk under et hvert forbehold. Vi er blevet pjattede. Vi folder os ud. Jeg kan ikke forstå at vi er kommet til at smadre så mange glas. Eller jo, det kan jeg jo godt. Vi folder os jo ud. Jeg hjælper Birgitte med at feje op og vi kommer ud i køkkenet hvor desserttallerkenerne topper sig op ovenpå suppeskålene og serveringsfadene med bestik. Hun siger hun har holdt øje med mig hele aftenen. Jeg får spurgt om indtrykket har været tilfredsstillende inden jeg læner mig bagover og for sent opdager at bordpladen er længere ude mod gårdspladsen.

Det er da hun sætter sig på hug, læner sig ind over mig og, med den ene albue hvilende på knæet, kigger ned i mit ansigt, at der kommer vand i mine øjne. Gør det så ondt? Jeg siger at det ikke er det og at nogen gange bliver jeg bare pludselig så rørt. Du er underlig, siger hun, mens hun puster sit hår væk fra panden. Der kan du se, siger jeg, nu begynder det igen.

klik her for hele teksten