Jeg har set arkitekterne danse - Oplæg Akademisk Arkitektforening November 2014

"Er vi arkitekter måske grundlæggende kedelige?" Det var det første spørgsmål i et bidsk men også løssluppent og julestemnings-mildt oplæg på fællesarrangement 26. november i Akademisk Arkitektforening Nordjylland.

I indbydelsen forud for oplægget var vi endt op med at skrive sådan her: "Når vi (arkitekterne) f.eks. danser: selvfølgelig kan vi danse, specielt kan vi danse omgivet af godt design, det elsker vi, men! vi danser ikke så skævt, løssluppent, henført og for alvor inderligt. Gør vi? Vi danser inde på midterlinjen. Og vi danser ens.
   Vi tror os en særligt privilegeret del af samfundets spydspids på den spændende, kreative, helhedsorienterede, nytænkende og udviklende måde. Vi er originale, vi er dybe, nærmest kunstnere er vi. Er det mon noget vi bilder os ind?" 


En og en halv time senere, og efter første spørgsmål som Per Petri havde besvaret med et klart JA, var der ingen der kunne klare mere skæld ud, og alle gik i samlet flok over for at spise et godt måltid mad.

Et oplæg som grundlæggende handlede om den direkte, sammenvævede forbindelse mellem Væren - i det her tilfælde arkitekternes, Samfundslivet - i det her tilfælde det gennemforsikrede, kontrollerede og i gængs forstand helt transparente og ufarlige (den nordeuropæiske model af et samfundsliv),  og så det Frembragte - i det her tilfælde, det som arkitekterne frembringer, nemlig Arkitekturen.