Så pludselig laver perpetri en række på 3 stk. artmovies. Hver omkring ét minuts varighed. Alle tre som optakt til et baggårdskunstsalg henover en fredag og en lørdag i en baggård i det indre Aarhus lige før det bliver jul. Alle tre så skramlede, så skramlede. De forhåndenværende ting taget i brug, det forhåndenværende lys, dagslys, arkitektlamper, de dårlige fra IKEA, den forhåndenværende teknik, lyd direkte fra bærbare computere, den ene fra 2007, altså: det forhåndenværende. Det er vigtigt. Det forhåndenværende. Accepten af det skramlede, af nu og her og ikke alt muligt der kan optimeres på sigt. Ideerne realiseret få øjeblikke, eller i hvert fald få timer, efter at de er tænkt, en pludselig opgivenhed som så alligevel overvindes, "det er sgu alligevel for skramlet det her, det er noget bras!", "nej, det er godt sådan!", og belønningen der falder befriende prompte: 1 stk. artmovie, voilá! Og et eller andet sted, ja det er rigtigt, et eller andet sted er der et ord der klinger med i sådan et lillebitte stykke arbejde, sådan et lillebitte projekt; og dét ord er "kærlighed".
Er artmovie at puste det for stort op? På en måde er det ikke.
Den her artmovie - artmovie 2 - er måske den sødeste af de tre. Hænderne, flyvemaskinen (eneste rekvisit indkøbt specielt til filmen, i øvrigt oppe i Jægergårdsgade), de underlige 'beslutninger' som kvinden og manden tager undervejs. Billedet i baggrunden er et perpetri billede fra Charlottenborg-udstillingen 2007. Et hus og en terrasse, klart sydlandsk, by night, bjergene bagved. Eksistentielt. Det er figurerne siddende på terrassen inde i dét billede, som nu bevæger sig og danser rundt.