Vinterdage i Ljubljana - en vinterføljeton/roman påbegyndt Marts 2014

En skramlet vinterføljeton fra et vinterligt Ljubljana er påbegyndt. Det sner.

Arkitekten Thomas Stryaart Blunt, som er partner på en anset tegnestue i Danmark, er strandet i Ljubljana, Slovenien, efter at have deltaget i en international arkitekturkonference. Lufthansa flyver ikke på grund af dårligt vejr. På Hotel Metropolche møder han stuepigen Tatjana, som har en universitetsgrad i samfundspolitik. Det lyder næsten for banalt til at være sandt, men ikke desto mindre er det sådan det er. Thomas bliver lidt efter lidt, faktisk pludseligt, viklet ind i det østeuropæiske; udsættelserne, uigennemsigtigheden, tågen, slidte gader uden egentlig belægning, kniplingsgardiner, et skænderi (klammeri) over nogle rådne æbler, Tatjanas onkel har en Dacia fyldt med rådne æbler. Thomas møder Tatjanas mormor, som er kniplerske, og bor en overgang måske mere der end på Metropolche. Der er også noget med nogle møbler inde i en Toyota Hi-Ace der ugentligt skal fragtes op over grænsen til Ungarn, og nogle bildæk der skal retur, fordi Tatjanas nevø er forhindret, og Tatjana kører med og griner af Thomas, som kigger koncentreret ud gennem forruden mens det sner. 

Lufthansa begynder på et tidspunkt at flyve ud af Ljubljana igen (da tågen letter), men Thomas får ikke lavet en ny booking. Der er hele tiden et eller andet. Det forsøger Lufthansa-damen i sit grå, ferme nederdelesæt i Frankfurt Lufthavn at lave om på, ligesom Thomas' fire medpartnere derhjemme over konferencetelefonen på sigt måske heller ikke helt synes 'strandingen' er helt ideel, hverken for Thomas selv og jo da heller ikke for tegnestuen i længden. Det er som om Thomas har forandret sig. De ved ikke rigtig. Han siger i hvert fald nogle underlige ting.

Vinterføljetonen kan allerede nu vurderes til at nå et omfang, en tyngde og en kompleksitet, hvor den vil kunne kaldes en roman, når den er færdig. Som sådan vil den være en vinterpendant til kommende sommerføljeton/roman fra belgiske Namur. Billedet ovenfor er et foto taget ud over Ljubljana den første morgen hvor Thomas Stryaart Blunt ikke kan komme hjem efter konferencen, fordi Lufthansa har aflyst flyvningen på grund af det dårlige vejr.