tekst 1: Så småt i gang med at skrive igen efter min bilulykke i Monaco sept 08


Som mange måske vil vide, forulykkede jeg en lun, blå sommeraften i min åbne bil på vejen mod pynten ved Saint Georges du Moix. Det sidste jeg husker er fornemmelsen af blikstille, et duvende Middelhav, som var vandet den blødeste fuelolie. Så keglerne fra billygterne der pegede underligt smukt op i makien.

”Den svenska granskogan” var det første jeg hørte, da jeg kort efter lukkede øjnene op. Min svenske kone holdt mig tæt ind til sig, mens hun snakkede i mobiltelefon med en veninde fra København. Som jeg forstod det, blødte det ikke voldsomt og min kone var derfor slået over i hvad der for hende betød mest ved at være svensk, mens vi ventede på ambulancerne. Min kone spurgte mig på et tidspunkt om jeg ville ha’ foretrukket at have kørt galt alene. Jeg svarede, at jeg syntes det her var mest hyggeligt. Mens jeg ligesom svømmede væk ind mod hendes hals. Det jeg kunne se af min skjorte var stadigt ulasteligt hvidt.

Jeg ser endnu mere end tidligere, det usammenhængende som en kvalitet. Måske overalt, men i alle fald (i alla fall, sådan siger min svenske kone) hvad angår det der skrives. Det er i springene, i luften mellem to sætninger, to afsnit, at det meste ligger.

klik her for hele teksten