Nyt bogprojekt selvom bøger generelt er kedelige november 09


The Cycling Project part 0 Nu er der en bog på vej som ikke er kedelig. Vi gentager. Den er BESTEMT ikke kedelig. Den går forbi reglerne. Den sprænger sig legende ubesværet overskudsfyldt let gennem den ubærligt tempererede forudsigelighed. Antoniuuuuus boghandler. Slut med fokus på kun ét niveau af gangen. Vi er jo kommet meget længere. Det er vi altså. Mere om det senere, for her begynder det jo egentlig at blive spændende. Men lige her og nu, videre med frækhederne: Man orker ikke flere bøger som minder om kister, vel? Og nu tænker du, nej hvor lyder det anarkistisk på den der ubehageligt flippede måde. Eller osse tænker du, at det lyder som sådan noget, lige så ubehageligt iøvrigt, uforståeligt kødløst avantgarde-noget. Men bare rolig. Du er i hænderne på gode folk, som sagtens, hvis det skal være, kan danse populært igennem til en fest i udkanten af Malmø og, med soltaget på klem, kan køre med charmerende anstand langs Lake Geneva og ankomme til hotel Savoy i stilfuldt aftenmørke, og for den sags skyld samtidigt passer godt på børn og tryller en kraftfuld bouillabaisse frem henover en brændeovnsduftende novembersøndag.

Altså bogen ik'ås: Det blir' SÅ folkeligt. På den der helt nye måde. Det er vi garanterne for. Det hele begyndte i Liege, og det blir' noget med cykelsport. Hmnmm, tænker du og retter på slipset. Release Spring 2010. Du kan ikke se forfatterne på ovenstående billede, men der er 2 igang rundt om bordet og 1 der er ved at kigge papirer igennem nede på gulvet. perpetri er en af dem. Lige der hvor billedet er taget er det tidlig morgen i et sommerhus vi har lånt af mortens mor og vi er allerede gået i gang med arbejdet samtidigt med at vi spiser grød med æblestykker på. Gryden brændte iøvrigt på.