Summerdays in Namur / Sommerdage i Namur - a summer serial/novel has begun, August 2014

Kig på huset. Se, det ligger i Rue Moufage. Dér bor vi.

Det kan hermed annonceres, at arbejdet med at skrive bogen, sommerføljetonen, romanen, "Sommerdage i Namur" er gået i gang for alvor. "Sommerdage i Namur" bliver sommerpendanten til dens vinterlige 'søster': "Vinterdage i Ljubljana" (se evt. tidligere opslag).

Lad det være sagt med det samme. "Sommerdage i Namur" er lige så rodet som Biblen. 

"Sommerdage i Namur" er noget fjolleri, letsindig og luftig som, ja, sommerdage kan være, den er gakket men den er også ét langt anklageskrift, et indictment mod alt det vi er rundet af (os danskere, os nordboere, os moderne). Nøjagtigt samme underliggende tema som i "Vinterdage i Ljubljana".

Per (som er mig) og Jakob og vores koner og vores venner og til dels også en der hedder Morten - samlet set en broget, moderne (der var den igen), uoverskuelig flok - er kommet til at købe et faldefærdigt hus i Rue Moufage (se billedet) i udkanten af Namur i det sydlige Belgien. Eller måske er det bare leje. Spørgsmålet er hele vejen igennem om vi har tænkt os at sætte det i stand. Mens det forfalder med svimlende hast. Stort set hele romanen foregår i huset, i den tilvoksede have og i Rue Moufage lige ude foran. Her spiser vi, her snakker vi, her skændes vi. Her øver vi os mere eller mindre bevidst i at give slip. I hvert fald Jakob og jeg og også lidt Morten, når han lægger vejen forbi på vej til Sverige. Og også lidt Kim (ham fra Power Solo). Her vælger vi, hver gang vi står i valget mellem den rigtige og den forkerte beslutning, den forkerte. Og vi føler en stor befrielse deri. Her udbasunerer vi oppe fra et af kvistvinduerne, at vi ikke vil lære af vores fejltagelser. Vi bakser med at få plads til en skriftestol i indgangsloggia'en, fordi vi tror katolikkerne har mere fat i det med at leve livet (det har de også).

I "Sommerdage i Namur" møder vi elinstallatøren som måske aldrig bliver færdig med elarbejdet (på vores hus), elarbejdet er mildest talt også et underligt sted at starte, nå videre, hans kone som har en kæmpe skulptursamling, hans datter som...nej, det er et åbent spørgsmål om vi kommer til at møde hende, genboen Henri Lefage som bliver sødere og sødere, hans kone Madame Lefage, de fem fra kommunen (fra Ville de Namur som det hedder), herunder inspektøren der er mere livsklog end man tror til at begynde med. Vi kommer også til at møde Psykologen den tosse, Mortens mor og Bjørn der kører rundt med en tryghedssten, nogen fra pluddermagasinet Pludderman, en gul Renault Twingo, en enorm stabel tallerkener der ryger på gulvet, biludlejningsmanden som snyder med modellerne, men som senere også bliver så forfærdeligt ked af at han har snydt, persiennemanden fra Charleroi, glarmesteren der er inde en kort overgang. Vi kommer faktisk også til at møde Gud. 

På billedet ovenfor ser man huset i Rue Moufage. Det findes virkeligt. Det findes i virkeligheden. Alle medvirkende (hvis vi lige holder Gud udenfor) er virkelige personer. De findes også i virkeligheden.