agnes og henry og cykelrytterne
agnes og henry vasker sig ude på badeværelset.
da de flyttede hertil var der råd i hele bunden af badeværelset. altså ikke som i råd til men råd sagt hurtigt. manden i familien før havde troet at han var en grossereragtig type der skulle sidde i karbad og ryge cigar hele dagen. henry gravede badeværelset ud på en formiddag. brokkerne røg direkte ud gennem vinduet ud i en trailer han havde parkeret helt tæt op ad huset. da de havde fået støbt gulvet, muret en bruseniche op i stedet for og rørene var ført frem til udtaget til bruserarmaturet, ønskede agnes sig så meget et specielt bruserhoved som gav nogle dejlige bløde stråler. det var i orden med henry men det betød at de kom til at vente fire uger på at kunne bruge brusebadet. det sku’ komme fra Milano.
de få gange de har været i brusebad sammen, sådan decideret sammen inde i brusenichen, har henry godt kunnet se, at strålerne rammer på en særlig luksusagtig måde når de har ramt agnes’ skuldre. som om vandet var fedtet eller som om agnes var ekstra cremet ind. det er på grund af brusehovedet, har agnes så sagt, men henry har nu altid troet at det allermest er på grund af selve agnes.
agnes og henry og cykelrytterne
præcis i dag er henry kommet til at alle billederne af børnene er triste. det er ikke kun billederne af dengang de var små. hvor de står på en terrasse med badehåndklæder rundt om maven og den yngste med en spansk hat der passer til en voksen. det er også billederne fra deres studenterfester og der hvor agnes vendte sig om og fotograferede dem alle sammen på bagsædet af bilen, mens de sad og grinede af noget. og rammerne som indrammer de fleste af billederne er også triste. specielt er rammerne triste lige ved hjørnerne. nogle har agnes købt på loppemarkeder og nogle er fra når agnes har fået rammet ind fra nye af inde hos et af de gode rammerier. han synes det er en begravelse. det er fortiden i dem.
hvis han skulle følge en tilskyndelse skulle han slå dem alle sammen i stykker. slå al døden og alle begravelserne i stykker. men det er ikke det han gør. han mærker bare en uværdig, tung, tung sorg.
agnes og henry og cykelrytterne
når agnes ta’r makeup på f.eks. til festen, det måske så meget sagt, den komsammen de skal ha’ i aften, så lægger hun også et lag af noget ud på kinderne og noget op i panden over øjnene, på næsen og næsefløjene. så ser hun anderledes ud, så bliver hun glattere i huden. uden de små røde prikker og årer i huden som han har set så tit, også når de står tæt på hinanden, eller ligger helt tæt ved siden af hinanden i sengen og læselampen er tændt.
det er som om agnes bliver til en sfinks eller en skulptur der er lavet af noget fastere, et andet materiale end hun plejer at være. som om hun er mere overflade og at man ikke kan prikke så dybt ind i hende. i stedet for at være en slags dej, altså en god dej, så en træsort eller en plastictype. nej, ikke plastic. men mere en model end agnes. lidt ikke-agnes. og alligevel meget agnes. eller omvendt. meget ikke-agnes og alligevel lidt agnes. for hendes øjne er der og hendes mund og måden hendes mund bevæger sig på, og øjnene kigger også genkendeligt som agnes’ øjne kigger, men så igen, så er de også forandret af det som hun har taget på rundt i en krans rundt om, sådan at de lyser og gnistrer mere. som om de kigger på ham fra et sted indeni hende som de ikke plejer at kigge fra, og som om hun er farligere og fremmed og alligevel er de så kærlige. han kan slet ikke finde rundt i det, nogle gange bliver han nødt til at slå øjnene ned (kigge væk), selvom han synes de ser flotte ud og hele agnes ser flot ud. som om det er en anden kvinde der ser på ham, en søster til agnes som kigger interesseret på ham, som man ikke kan tillade sig, bare for at prøve at forklare det.