Euroman har opsnappet
Euroman har opsnappet, at der foregår noget skævt og noget weird i Namur, noget med nogle danskere, der har købt et totalt faldefærdigt hus i udkanten af en by inde midt i Belgien, og nu ligger de og kører derned og holder nogle fantastiske, uforudsigelige ferier dernede fyldt med nonsens og underlige projekter, men ikke sådan vildt kunsterisk Asger Jorn, Jørgen Nash, William S. Burroughs op og køre, mere neddroslet og lunt.
Men de skal være så velkomne. Vi forestiller os, dem af os der er her, at når de kommer, så ligner de alle sammen Mads Arlien Søborg. Hvem skulle de ellers ligne; Forsvarsministeren? Per Hækkerup (tidl. forsvarsminister)? Solkongen Louis den 14.? Jane Aamund? Lise Nørgaard? Karl Marx? Karl Stegger? Ove Sprogø? Dinah Washington? José Feliciano? (ja, okay, ham kunne de måske godt ligne), Gerhard Schröder? Yves Montand? Jaquel Brel? Gro Harlem Brundtland? Stoltenberg? Nanna Mouskouri? Kaimmikeinen (finsk langrendsløber)? Herbert von Karajan, Boris Jeltsin, Edith Piaf, Georges Pompidou? Claude van Damme? (hey vent), en af EU-kommisærerne…..nej, vel? Eller den for længst afgåede LO-formand Thomas Christensen fra 70’erne, der altid lignede en pamper, eller Harald Børsting eller superintelligente, charmerende Bonde Nielsen, der en kort hektisk overgang ejede Burmeister & Wain? Nej, heller ikke, vel?
De kommer rundt i svinget i et folkevognsrugbrød nede ved starten af Rue Moufage.
- Vi synes, det passede for skarpt og for vildt til lejligheden, at køre hele vejen herned fra København i sådan et designikon, med alt hvad der er indlejret af drømme og ud i verden i sådan en kantet omgang blik med panoramavinduer og klap-op-bord. Hvad er det nu for nogle biler I kommer herned i?
- Vi ta’r toget, og nogen gange hvis det passer, en udlejningsbil fra Europcar i Flensborg, en Passat eller en Opel Zafira f.eks. Når vi er hernede kører vi rundt i den gule Twingo, der står derovre.
- Okay, der fik I os. Et tørt svar, men det er jo også det, der gør jer så cool.
De ligner Salvador Dali. Alle sammen. Og de kommer ikke fra Euroman, der har vi vist hørt forkert, de er en afledning af Euroman.
- Hvor kommer I så fra, altså magasin-mæssigt?
- Hvad? Jeg hørte ikke lige hvad du sagde.
- Hvor er det så I siger, I kommer fra, altså magasin-mæssigt?
- Pludderman.
- Pludderman?
- Ja, Pludderman. Når det er i en europæisk sammenhæng, kan det selvfølgelig ikke være med de bløde danske d’er, så bliver det i stedet ’Plutterman’. Det gør os ikke noget, at der er den forskel. Når det er her mellem os her, uanset vi er i Belgien, så er det bare Pludderman.
- Men altså med engelsk ’man’.
- Yes, Pludder…MÆÆN.
- Og det er simpelthen bedre end at hedde Euroman?
- Det er mere kringlet og …. ja, kringlet. Der er filter på.
- Okay?
- Ja, man skal lige lede, og så sidder den der til gengæld. Hvor Euroman er lige på.
De kigger på os, og os er kun Jakob og mig. De læner sig lidt tilbage i overkroppen og slår armene ud.
- Fedt at se jer live. I er de nye Simon Spies’es!
- Okay. (Har vi så meget skæg?)
- Fed replik! Nej, nej! Vi mener. Sådan mystisk secluded, i særegent hus langt væk fra den danske andedam og den danske mentalitet, parkeringsvagterne og Knippelsbro og langt væk fra Værnemagergade og til venstre for det midterste Østerbro (caféerne på Bopa Plads), uanset hvor hipt tjaster tjister det er lige nu. I er ligeglade! med lige nu, og I rykker væk fra det på jeres egen nørdede, selfrelying måde. Det sku’ da fedt!
- Tak!
- Hold da kæft, hvor et hus! Er det inde i det der, I bor?
- Bor og bor?
- Det ligner et gyserhus, et for sygt palæ …. fed patina…. en provencalsk vingård på syre.
- Ja, vi ved heller ikke selv hvad det ligner….
- Ahhh, der ligger en recycling-tanke i det, at køre videre med noget gammelt og så cycle det op?
- Der er vi slet ikke kommet til endnu. Lige nu er vi her bare.
- I er som at snakke med landmænd. Det er vildt fedt.
- Snakker I tit med landmænd, da?
Så griner vi alle sammen. Og får givet en ordentlig blanding af håndtryk og krammere, …givet ordentlig hånd, og også slået nogle gode krammere. Pludderman (Plutterman), det gamle Euroman på besøg i Namur! Fedt!
- I ligner alle sammen Salvador Dali. (Det er Jakob, der siger det).
- Hvor fedt I bemærker det! Det er et skift, der er sket derhjemme. Hen over sommerugerne. Eller i hele Nordeuropa faktisk. Berlin, Stockholm, Hamburg, Göteborg, vores eget København. Baltikum fan’me også. Oslo og Reykavik for den sags skyld. Måske var Reykavik egentligt de første med det ryk. Det tror jeg sgu’ de var. En drejning af hipstertanken, men stadig med den samme kant. Mere subtilt.
- Okay!
- Nå, men, hvor er alle de andre? Inde i gyserhuset, måske? Ved at skræmme livet af hinanden. Løbe rundt med store lagner, og bøh’e hinanden helt ud af den. Uden at vide, hvad der lige er af planer for resten af dagen.
- Det kan sagtens være J. Lad os gå ind og kigge. Det er vildt I alle sammen ligner Salvador Dali, den store surrealist, den vanvittige mand. I har måske det samme vanvid inde i jer? Det samme med at krænge det indvendige udad, i en slags galningeudgave, og i en næsten komisk udlægning, af det i bund og grund gravalvorlige freudianske projekt? Det var også derfor de drak sig fulde inde på La Manchaen/den castilianske højslette og grinede højt af deres egne projekter, som stort set tog alle med storm.
- Den kan jeg måske ikke stå helt på mål for, den der. Den bliver vist på din egen gyserkappe. Men det lyder pisse spændende. Du drejer lige på et par knapper der, tydeligt nok. I er sådan meget studerede?. Hvis du kan sige det igen, når vi laver selve interviewet, så ville det være enormt fedt, som en breaker i artiklen.
Undskyld, jeg skal lige sige noget til Tobias, er det okay?
- Selvfølgelig!
- Tobias!?
- Ja.
- Han har fat i noget ham her. Ku’ vi ikke sætte det hele op som et gyserparty, og så ta’ alle skuddene i huset og i haven med dét som gennemgående tema. Og fortsætte temaet ud i gaden her, alle i hvide lagner rendende op gennem Rue Moufage Caramboulage (var det ikke sådan den hed? Jo, det er sådan den hedder, ik’?) med armene ud til siderne. Lige mod kameraet, og med murene og huset som backdrop. Lidt som den der nouvelle vaguefilm med stillbilledet, hvor de kommer løbende i sort/hvid med kasketter og ungdom og fulde af latter henover en gammel jernbanebro.
- Jules og Jim?
- Yes, lige præcis!
- Totalt fedt statement! De hvide lagner, gruppen, kontrasten, oprøret, energien.
- Og så lade det ebbe ud efterhånden som mørket kommer; nogle få skikkelser på gangene. Og til sidst, væk med lagnerne, bare real billeder af dem sovende, udmattede, rene, uskyldige, som børn, i sengene på værelserne oppe på øverste etage. Under det der tag, hvor månen skinner igennem.
- Hold kæft, den breaker derhjemme!!! Copenhagen, woooouuhhkks!! Vi henter gearet med det samme. (Vi sætter lys med det samme.) Dashia!? har du nøglen til tagboksen? Det er ren power det her!
Vi blaffer på motorvejen
Vi blaffer. Vi blaffer på motorvejen. E42, l’Autoroute de Wallonie. Der er en bil der holder ind. Den kører helt op på siden af os. Det er Døden der læner sig skråt sidelæns over i passagersiden og skubber bildøren ud og op. Og vi læner os frem og ned. Beredvilligt. Og Døden kigger op på os. Om vi skal ha’ et lift. Han ser enormt usund ud, fransk-belgisk i den udgave hvor det er magerheden og det mørke og det blege der vinder, som om han har spist alt for mange croissanter til morgenmad og ikke har fået andet ud over kaffe, ingen gryn, ingen yoghurt naturel, ingen frugt, ingen Omnimin. I kigger? Ja. I kigger stadig? Ja. Jeg er Døden der er med i Carl Th. Dreyers lille korte ’action’film, og som altid når færgen først.
Det er en uhyggelig humor synes vi. Men det er humor.
Der lugter underligt inde i bilen.
Det er en Renault 14.
Så er der en masse snak og nogle pauser.
- Du ligner Døden
- Jeg ER Døden.
- Kender du den talemåde med Døden fra Lübeck?
- Jamen, jeg ER Døden som sagt.
- Ja, og vi er Dupond og Dupont.
- I forstår det ikke. Kig jer omkring.
Der er fyldt med grensakse og høtyve og leer. Lige meget hvor man kigger hen på forsædet ved siden af førersædet og på bagsædet og oppe i hattehylden og helt fremme oppe ovenpå instrumentpanelet, og nede under forsæderne, er der den form for have- og markredskaber.
- Okay, Døden siger du?
- Ja, fand’me.
- Så du ER Døden.
- Ja, sgu da. Prøv at se mig!
- Ja, det er selvfølgelig rigtig nok.
- En ret kikset model egentlig. 14’eren.
- Det var, hvad der var!
- Du mener?
Døden bakser med ratgearet. Det er besværligt at gå fra 5. til 4. Det er det i alle franske biler fra den tid. Man skal lidt rundt i en cirkel. Ligesom at ta’ en omvej.
- Alle biler var ude at køre, de var lejet ud, alle dem han havde.
- Du mener?
- Ja, biludlejningsmanden. Han havde ikke ret mange, og dem der var, var allerede ude at køre fordi de var lejet ud. Men han havde den her. Eller det vil sige, hans mor havde. Den kunne jeg godt leje. Hun bruger den alligevel så sjældent.
Jakob lige i midten omme på bagsædet.
- Så det er biludlejningsmandens mors bil?
- Ja, det er det jo så li’ssom.
Jakob omme fra bagsædet.
- Jeg troede lige du mente Gud.
- Gud?
- Ja, at det var ham, der ikke havde flere biler.
- Ja, det kan man selvfølgelig godt komme til at tro, når det nu er mig, vi snakker om. Døden med stort D, Gud med stort G. Og så ligger vi og låner af hinanden.
- Ja, ik’? Det var det jeg lige troede.
- Så skulle jeg ha’ lejet en udlejningsbil af Guds mor. Det ville fan’me være skørt.
- JA! det ville det.
- Og corny og bizart. Og underligt.
- Meget underligt!
Jakob kigger ud af sideruden selv om jeg egentlig ikke kan vide det, fordi jeg kigger ligeud og en gang imellem kort på Døden. Mens han siger det sidste. Det med. Meget underligt er det, ja. Hans hoved er drejet 90 grader i forhold til kroppen, da han siger det til mig og også kigger direkte på mig.
Vi kører lidt uden at sige noget.
- Det skulle vel aldrig være biludlejningsmanden i Rue de Paraille. Bleg og mager og mørk, lidt henad dig
- Jo, det er det da lige præcist.
- Det understreger bare hvor meget tryk der er på forretningen, siger Jakob omme fra bagsædet.
Døden kører os hjem. Det bliver starten på et venskab. Han sætter os af lidt før, kvinderne vil kunne spotte det.
Det regner i Namur, vores hus er en plaskvåd installation
Man ser ned ad Rue Moufage. Det er et regnbillede. Det er alle sidegader når de drukner smukt i regn.
Lige nu regner det. Det siler ned. Hvis man siger det blødt, kan det godt understrege poesien. Namur er plaskvåd. De store tunge, grønne trækroner. Regnen passer så godt til Namur og til vores husprojekt. Skønheden. Det at regnen bare står ned, og at vi for en stund er underlagt den regn. Men der er et betydeligt aber dabei. Samtidigt med al skønheden regner det ind med vand rent ud sagt i hele huset. Det drypper og løber fra etage til etage. Vores hus er en installation. Vi skulle invitere Olafur Eliasson. Hans refleksioner over vand og bygning i Venedig for noget der nu virker tusind år siden, var rasende smukke. Poul Erik Tøjner ville også komme forbi, måske en uge efter, for lige at tjekke, og så ta’ en langdistance snak med Olafur, måske siddende ude i vores have, måske med telefonen helt ind til øret og hagen ned til skjorten, god, enkel kvalitet, trods alt en særlig vævning, også for bedre at kunne høre (elinstallatøren larmer), og så ville de tage en visionær beslutning, fragte hele molevitten op til Louisiana Humlebæk, på nogle lastbiler i tyverisikrede containere. Så kunne de få elinstallatøren med, og så skulle han rende rundt og bakse med strømmen ligesom hernede, og det skulle selvfølgelig være problematisk, hvad det jo også er her, også på grund af al den fugtighed, de får slæbt med sig, fordi det absolut skulle fragtes dryppende vådt, og alene på grund af det nye Strøm 2020-reglement, hvor kortslutning er udelukket, er det ekstra besværligt, også fordi kortslutninger trækker utilladeligt ned på de grønne målsætninger, og så skulle alle museumsinspektørerne og kustoderne og de forskellige art trainees se nervøst til, og spørge hinanden, om det virkelig er sådan, at han er en del af installationen, ham belgieren, og så skulle dem der virkelig vidste besked, dem der var inde i indercirklen på lige denne her installation, de skulle stående stå og nikke og klogt, roligt, medvidende lade vide hele raden rundt, med en beroligende tohåndgestus - den med to hænder med spredte fingre holdt vandret ud fra kroppen i en højde svarende til en fiktiv, imaginær køkkenbordshøjde, mens de bevæges roligt op og ned, over køkkenbordet, ud for køkkenbordet, nedenunder køkkenbordet, samtidigt med at man ånder ud gennem næsen, en manende gestus - at elinstallatøren er en central, menneskeliggørende, også klovneagtig (hvilket kun understreger det menneskelige), skikkelse i denne installation, et emblem på vores foretagsomhed, herunder vores meningsløse foretagsomhed, som, her mangler der noget, og så skulle der mangle et led i sætningen, måske flere, også fordi de lige tabte tråden på grund af de ophobede indskudte sætninger (det sker tit, særligt fra over middag og frem), men også blandt andet fordi, de lige blev afbrudt af én ude fra administrationen om de skulpturer, der skulle sendes retur eller videre i rækken af toneangivende museer, om de nu også var sendt med ned til Amsterdam (eller Bilbao?) sammen med det store Mondrianbillede, Gursky, eller var det Hockney eller… og SÅ, lige der, lige dér, lige akkurat der, skulle det kortslutte hele lortet, kortslutte helt over til cafeteriaet med Nordisk vin og Nordisk mad og Nordisk litteratur og Nordisk musik og Nordisk debat og Nordisk lort som Ugens tema hvor både Ukraine, kvindefrigørelse og netop klima også kom med ind, herunder regn, og dermed også kortslutte helt ud i håret på tre forfatterinder, der absolut vil stå så tæt - det er så ekstremt vigtigt i forbindelse med lanceringen - at deres hår på grund af strømmen søger sammen og filtrer helt uhjælpeligt sammen, og efterfølgende kortslutte helt ud i tangenterne på flyglet og dermed også ud i Niels Lan Doky søvnigt septetagtige kvartet, eller i hvert fald ud i Niels Lan Doky, der ellers skulle tage over umiddelbart efter spørge- og svarrunden ved Klaus Rothstein, som for sin part også har sit at se til i museets bedste Bauhausstol udelukkende i læder som ikke er strømførende og STÅL som er!, og elinstallatøren skulle sige ”merde!”, og de skulle alle sammen i gang med, ja, ikke elinstallatøren men ellers, at snakke om forsikringen, den fra Lutyens i Eindhoven, om den mon dækker.
Og om at Poul Erik Tøjner selvfølgelig kan han fransk. Og nu tager han selvfølgelig en snak med elinstallatøren. Hans jakke er afslappet, elinstallatøren har ingen jakke på. Hvor sagde du, du kom fra? Altså ikke rent tidslinjemæssigt, men geografisk. Må jeg se din autorisation? Autorisation? Ja, autorisation. L’autorisation. Fra Belgien?...... Ja, er det ikke der du kommer fra? Jo, fra Namur i Belgien. Jamen, så må det også være din autorisation fra Namur i BELGIEN vi skal se. Min autorisation til hvad? Osv.
Telemann banker på
- Ja, goddag, det er Telemann.
- Telemann?
- Ja, Telemann fra Magdeburg, en af barokkens store mestre.
- Ja?
- Må man komme indenfor?
- Det ved jeg såmænd ikke rigtigt. Altså.
- Hvorfor, om jeg må spørge. Det ved du ikke rigtig?
- Jeg har simpelthen ikke noget forhold til dig. Det er nok det. Altså slet ikke noget med at der er noget, men mere noget på den måde hvor jeg er helt blank. Jeg har hørt dit navn, men som sagt. Det er alt. Jeg er blank.
- Det er tarveligt.
- Ja, det kan du sige. Men vi har ikke en relation og hvis den skal bygges op, så skal den bygges op fra nul. Men jeg kan jo ikke ha’ et forhold til alt muligt. Det er jo rigeligt at alt det jeg HAR et forhold til, at dét kommer rendende.
- Hvad så med Vi med Hus og Hjem. Dem havde du da ikke et forhold til i forvejen inden de stod og ringede på døren.
- Nej.
- Men dem gad I godt at gå i gang med at snakke med.
- Gad og gad. Det ene ord tog det næste. Og så humpede en eller anden relation i gang på den måde. Men det er jo ikke at vi er blevet kernevenner. Det ved du også godt.
Telemann står med hænderne i siden mens han kigger ned på sine skosnuder der stikker frem under den lange gejstlige kjortel og som han flytter lidt rundt med, nærmest som om han skraber i jorden med dem.
- Hvad hvis det havde været Jan Johansson? Bare for at komme med et eksempel.
- Hvis det havde været Jan Johansson?
- Ja, hvis det havde været Jan Johansson?
- Ja, hvad så hvad?
- Ja, hvad så hvad? Så ville I ha’ gjort, hvad? Hvad ville I så ha’ gjort? I ville da ha’ bredt armene ud.
- Han spillede her faktisk her den anden aften. Ovre ved buskene derhenne nærmest midt om natten. Svensk tilbageholdt men også løssluppent.
- Jamen hvis han havde været ovre og banke på. Hvad så. Ville I så ikke ha’ lukket ham ind med det samme, virkeligt bare sagt, værsgo, mi casa é su casa. Ville I ikke det?
- Det ville vi nok, det ville vi nok, jo. Sagt, at sådan skulle det bare være. Selvfølgelig skulle han komme ind. Jo.
- Og så kommer man her fra senbarokken og så har I åbenbart nået et eller andet mæthedsniveau. Et mætningspunkt. Ikke flere nye indtryk, neiij, det er sikkert også for kedeligt, 1750 kantater, nej-nej, det er for svært at overskue. Plus det med at man er en repræsentant for den proteSTANTISKE barok, og det synes man heller ikke er så spændende på de her kanter.
- Jeg vidste faktisk ikke at du havde komponeret så mange kantater.
- Nej, men det har jeg altså. Det er jeg bare kommet til. Ikke alt sammen lige godt. Men gennemgående, høj kvalitet.
Pause
- Så hvad siger du?
- Jeg siger sgu stadigvæk nej.
- Det var dog uTROligt!! Fanderned’me. Utroligt, altså.
Telemann trækker ned i parykken med begge hænder ligesom man trækker ned i rottehaler, et vedvarende, insisterende træk, mens han spænder imod med panden, som en slags selvstraf der skal blive til en straf over os og alle vores slags. En selvparagraf.
- Moi. Telemann. Je suis fucking Telemann! Og så skal man stå her ved et eller andet minor faldefærdigt hus. Ka’ jeg komme ind eller ka’ jeg ikke komme ind?
- Det har jeg jo ligesom allerede sagt.
- Og det kan du godt få over din samvittighed?
- Ja, det synes jeg godt jeg kan.
- Du får det ikke dårligt over det?
- Nej, ikke sådan.
- Heller ikke på sigt?
- Det er der jo ingen der kan vide. Men nej, det tror jeg ikke. Jeg tror det vil komme til at gå udmærket.
Telemann gnider sig hårdt op og ned ad kinderne med håndfladerne helt strakt ud. Man kan ikke høre skægstubbene for han er helt glatbarberet.
- Jeg har ellers set Bach komme her omkring. Han er åbenbart fin nok. Det må han jo være. Åh, så interessant med hans tunge, tunge værker. Lidt som med Lemmerz; død, vanitas, forrådnelse, læsket kalk, åh så hudagtig marmor, pis og papir. Hulk, hulk. Aldrig rigtig nærværende overfor andre end sig selv. Snak om et barn de savner. Hovedet op i sit eget røvhul, hvis man skal put it short.
- Jeg synes bare vi slutter her.
Telemann stirrer direkte ind i mit ansigt. Og stirrer så til siden. Og stirrer så ind i mit ansigt. Nu drejer han hovedet.
- Er du klar over, er du det, er du klar over at det er den koldeste af afvisninger, den du lige har givet mig der. ”Jeg synes bare vi slutter her”. Øn, øn. Man drejer persiennen.
Telemann skubber underkæben frem. Telemann vrænger med sin mund så det nederste af hans ansigt ligner Bertold Brechts.
- Som at slå søm i hjertet. Det er hvad det er.
Og hvis du endelig kom ind, så skulle vi til at sætte et spinette op til dig, og som sagt, jeg har ikke rigtigt noget forhold til dig. Jeg tror du spiller udmærket, selvfølgelig gør du det, du er trods alt gået igennem til eftertiden, men, ja, jeg tror simpelthen vi stänger dörrarnar her.
- Så får man lige lidt svensk her, til at slutte af på, hva’? ”Stänga dörrarnar”
Telemann overdriver svenskaccenten. ”Stänga dörrarnar”.
Hundene hedder altså navne man ikke kan huske – Elinstallatørens gård
Dén der hedder Igor. Han ser ikke så godt. Han kunne godt bruge nogle briller. Den brunplettede derovre han hedder Nijinsky. Den lige ved siden af hedder Massine, du kan se han er meget yngre, men venter på at blive føreren. Det kan jeg nu ikke overhovedet, men jeg nikker (mens jeg rømmer mig, høfligt). Ja, okay. Han venter simpelthen på at det skal blive hans tur, siger jeg til elinstallatøren, (siger jeg og rømmer mig). Elinstallatøren kigger på mig. Ja, det var jo det jeg lige sagde. De to derovre ved stenene hedder begge to Roerich. Den plettede, der sidder og kradser sig i ørerne midt mellem Massine og de to Roerich’er, hedder Rimsky. Hende der står ovre ved bilen hedder Toumanova, en tøjte hvis du spø’r mig, men smuk (hun ligner et ryatæppe der er lagt til tørre henover en motorblok, det siger jeg selvfølgelig ikke højt). Den der, den der lige gik om på den anden side af huset hedder Maurice. Den er helt hvid. Eller grå. Det kommer an på lyset. Kan du det nu?
- Det kan jeg jo ikke huske!
Jeg er helt opgivende. Sådan ser jeg vel også ud.
- Kan du ikke?
- Nej, …
- Nej?
- Jeg er ikke sikker på at jeg kan huske det. Det er mange hunde med mange fremmedartede navne. Både franskklingende, og tyske og eksilrussiske.
Det ved han ikke noget om. Fremmedartede. Det er hvad de hedder. Det er som om han bliver irriteret. Det er som om man skal kunne huske hans hundes navne, ellers er der noget der ikke er rigtigt. Jeg slår ud med armene.
Igor, Nijinsky, Massine, Roerich og Roerich, Rimsky, Toumanov (tøjten) og Maurice. Elinstallatøren gentager hurtigt alle deres navne, mens han peger lige så hurtigt rundt, mens jeg forsøger at følge med.
Jeg slår ud med armene (igen).
- Det kan jeg jo ikke huske!
Jeg kigger på elinstallatøren, og så kigger jeg i alle retninger rundt på hundene.
Det er i øvrigt noget lavt hegn. Det kan de jo sagtens springe over. Det gør de også, hvis de bliver arrige, skal jeg sige dig.
- Spørgsmålet er også hvor stor min berøringsflade bliver med de hunde. Det siger jeg til elinstallatøren. Om det er, undskyld mig, besværet værd at lære alle de navne. Om ikke det er nok, at sige noget i et rart tonefald til dem, at vise den indføling, når jeg kommer forbi herovre, og så ellers holde fokus på det vi nu skal, den opgave, det projekt, det…..ja, han ved hvad jeg mener, hente kabler og alt sådan noget. Så holde det ved det. Ikke nødvendigvis over i noget klapperi. De virker jo heller ikke ligefrem som nogen, der tragter efter at blive klappet…
- Hvis du kan deres navne, så får de tillid til dig. Så bider de ikke hovedet af dig. Så behøver du heller ikke være så bange for dem. Prøv at kalde på en af dem.
- Bare en af dem?
- Ja, hvem ellers. Kald på én!
Elinstallatøren læner sig frem, så han kan se ud forbi Porschen, og så ser han demonstrativt hen langs grusvejen, som den løber klods op ad klippen og bevoksningen, mens han spiler sine øjne helt op, og lader som om han spejder. Jeg siger til ham, at jeg er med på hvad han mener. Om der kommer én der, hvad der jo ikke gør.
- Kald på en!
- Ja, ja. Selvfølgelig.
- Massineeeee!
Jeg kalder så venligt og samtidigt så myndigt som jeg kan, mens jeg prøver at udtale det rigtigt og lægge trykket de rigtige steder. Med et mindre tryk på sidste stavelse: - ”neeeee” end på ”i”-et, hvilket er svært fordi man, når man kalder, uværgeligt lægger trykket på sidste stavelse. Det er en balancegang.
- Nej, for helvede, du kalder da fan’me helt forkert.
- I forhold til det med trykket?
- Nej! Det er en af Roerich’erne! Det er dem der har helt sort pels med grå aftegninger, sgu ras’me! De bider hovedet af dig, hvis de opdager at du kalder dem Massine.
Elinstallatøren griner af mig. Hovedrystende. Jeg griner ad mig selv, mens jeg også ryster på hovedet ad mig selv.
- Ja, selvfølgelig. Øhhhmm... hva’ nu så? Øhhmmm… Toumanovaaaaa! Nej, sludder, jeg korrekser mig selv, jeg mener selvfølgelig: Roeriiiii-ich!!
Det er et godt kald. Jeg synes selv det er et godt kald. Eller kalden hedder det vist. Det er ikke overgjort. Jeg kalder simpelthen bare. Men slutter også bestemt af på ”ich”-lyden, der i praksis er et opstoppende k.
- Er dén sort med grå aftegninger?!?! Er den det?
- Nej, den er hvid.
- Hvem tror du så det er?
- Nijinsky?
- Nej! for helvede!! Nu laver du grin med mig. Det er sgu da Maurice.
- Men sagde du ikke (lige før) at de to der, er Roerikkerne eller hvad du kalder dem? Så må det da også være en af dem.
- Det er Maurice!!
- Er han, er den allerede kommet rundt om huset? (stort spørgsmålstegn).
(Ja og nej. Der er hegn omme på den anden side)
- Nej, vi stopper her!
Jeg kigger på ham.
- Gør vi?
- Ja. For helvede da.
For mig kommer det som en lettelse.
Jeg kan få lov til at øve dig i små bidder.
Elinstallatøren sætter sig ind i sin varevogn og læser LaMeuse, som han slår op i på en af midtersiderne, med et kraftigt træk ud til hver side, som man åbner en fedtet madpakke man fan’me er sur over, at ens kone har smurt så dårligt, hvis man ellers lever i den slags miljø. Det mangler bare at han også stanger tænder.
Mens han allerede er gået i gang med læsningen, fordybet og ikke fordybet, trækker han døren til sig. Det giver sådan en definitiv lyd, der får ekstra styrke af klippeskrænten og murene og skoven og alt fugten, selvom man godt ved, at den ikke er så definitiv endda, med vinduerne er rullet ned. Der er stille i gården bortset fra at man kan høre, når elinstallatøren bladrer i avisen.
Det åbne vindue er en paradoksal del af afvisningen.
Indmelding
- Jeg vil gerne melde mig ind i den belgiske hær.
- Hva’ siger han!?
Stine står ude i verandaen, omme på havesiden, og prøver at få liv i nogle af de døde urtepotter og kæmpekrukker. Stine kan ikke helt høre hvad Jakob siger. Jeg stikker hovedet ud i verandaen indefra køkkenet.
- Han siger, at han vil melde sig ind i den belgiske hær.
Stine kigger på mig og ryster på hovedet mens hun gør det. Så kalder hun.
- Jakob!?
Jeg siger til Stine, at jeg ikke tror at han kan høre det. Han er ved at lave noget salsiccia-urte-kompot så nogle gange kører blenderen. Stine råber bare dobbelt så højt, mens hun står med en af krukkerne i lange strakte arme med en slags havehandsker på og støder fra med ryggen.
- Jakob!!!???
- Ja!?
- Du er alt for gammel til det!
- Ikke hvis det er som befalingsmand.
- Jakob!!!???
- Ja!?
- Man kan ikke bare springe rekruttiden over. Du skal være menig først.
- Ska’ man?!
Stine og jeg smiler til hinanden. Ja, sådan er han også. Urealistisk på en bamset måde. Lige der er det som om Stine kunne være hans mor. Man kan se at Stine slår over og tænker på hvor det bedste sted til krukken kunne være. Hun drejer hovedet mere end halvfems grader.
Bjørn spør’ til hvordan fanden det kan lade sig gøre
- Hvor får I pengene fra? Til det her?
- Hvor vi får pengene fra?
- Ja! Hvor får I dem fra?
- Ja, hvor får vi dem fra?
- I kan jo ikke bare blive ved sådan?
- Nej, med bare at sige det samme spørgsmål som dig, som du lige har sagt- som du lige har stillet os, altså?
- Nej, for helvede! Med at leve sådan uden at gå på arbejde.
Jakob og jeg kigger på hinanden. Nej, det kan vi vel ikke.
- Hvis du tror vi er begunstiget med reserver og sådan. Det er vi ikke. Vi har…..
- Jeg tror ingenting. Jeg spørger bare.
Hvis man nu hører ordentligt efter. Man kan høre når vi alle sammen hver især flytter på fødderne, fordi der er noget grus på fliserne, bittesmå sten som der altid er på fortove og på veje. Selvom man fejer, så er det der. I hvert fald kort tid efter. Lige nu er det faktisk mig og Jakob der (udelukkende) flytter på vores fødder.
- Vi overvejer at drive noget færgefart på tværs af Meuse.
- Meuse?!
- Ja, floden lige her nede.
- Ammen, hold kæft! I siger det her for sjov, ik’?
- Nej. Der kunne godt være et potentiale for…
- For helvede! Der er jo broer på tværs. Hvis man står op på havemuren derhenne, eller kravler op i det der buskværk, så vil man sgu da ku’ se de første tre, så vil man sgu da ku’ se lige ned (i snosken) på en bro. Og længere henne, endnu én, og endnu én.
- Ja. Der er selvfølgelig noget konkurrence der.
Drøm om Katrine og Døden
I en svensk hørm af høns knepper/ordner Døden min kone. Hun kommer tilbage efter en minimal køretur, og ser så uforskammet mæt ud. Han kneppede/ordnede mig, siger hun. Faktisk siger hun kneppede. Langsomt, kraftfuldt, det fortæller hun, vedholdende, det fortæller hun også, som bassen i Odbjergs nye nummer. Ikke for langsomt, ikke for hurtigt. Tilpas. Så perfekt tilpas. Jeg kom og jeg kom og jeg kom. Jeg måtte be’ ham om at holde pause med mine fingerspidser.
Ordene kommer ud af hendes mund og der er ikke skyggen af regret, samfund og parforhold og anstændighed i den måde de kommer ud af den mund på, ordene. Hun former dem bare. Hun kunne være midt i en rejecocktail som et klovdyr havde blandet op til hende. Creme og jord. Og tåge og himmel. Hold kæft hvor han knepper. Alle mænds lænder i ét godt stød. Og så et mere og et mere og et mere. Autoværksted. Ungt revisionsfirma på første klasse. Jægerkorps i Dalmatien.
Jeg vågner badet i sved og slår vildt om mig, herunder slår jeg ufrivilligt armen over i Katrine, som jeg rammer tæt ved hendes sovende mund. Et svingarms-dask. Hun vågner op med et svensknøglesæt og kommer halvt op på albuerne og slikker i samme sekund sol på stranden nord for Honfleur og råber op om hvad der sker.
Jeg siger at jeg drømte at det var sommer i Nordfrankrig.
Og hun siger, at hun også var i Nordfrankrig.
Ja, siger jeg.
- Og så skulle du slå mig. Godt og grundigt i jorden. Eller hvad?
- Det var kornmarkerne der pludseligt rejste sig lodret op, mens samtlige ansatte i en stor koncern kørte hjem til det samme hus.
- Du drømmer de underligste drømme.
Hun sidder og ta’r sig til underlæben, som buler ned i højre side fordi hendes pegefinger er ved at mærke efter der.
- Ja, det gør jeg.
…
- Hvorfor skulle jeg så ha’ et slag?
- Det ved jeg ikke helt.
Senere, med drømmetydning, mens morgenbordet er ved at blive dækket, prøver de at tyde den drøm (som jeg ikke har haft): Koncernen, det er dig som…. Katrine, Irina og Stine slår op i de i alt fire bøger de har med om drømme og underbevidsthed. Charlotte kommer også med i det.
Fra 'Sommerdage i Namur' – et romanprojekt, som excellerer i at være lærd (vanvittigt lærd faktisk) på en åndssvag og inderlig måde, deraf muligvis en befrielse for de af os som savner mindre mening og som ikke ønsker nogen egentlig intention i teksten, andet end den helt store, åbne og kærlige.